"Local Currencies" i Danmark

Inden for antropologien er der mange eksempler på undersøgelser af etniske grupper der bruger lokalt afgrænsede specialdesignede penge. Disse pengesystemer har dels været en nøgle til at forstå sammenhængskraften i anderledes samfundstyper end dem der har præget den vestlige verden de sidste århundreder, men de har også, særligt efter at en stor del af tidligere meget isolerede samfund er blevet en del af den omkringliggende verden, fungeret som et alternativ, der kunne trækkes på når den moderne markedsøkonomi skulle evalueres. En hel retning inden for antropologien, økonomisk antropologi, har, med rødder i Bronislaw Malinovskis og Raymond Firths feltarbejde, Marcel Mauss' sammenlignende litteraturstudier og Karl Polanyis teoretiske ræsonnementer, brugt alternative udvekslingssystemer som et analyseinstrument hvormed der kan sættes spørgsmålstegn ved den moderne økonomi og dens konsekvenser for menneskelig interaktion.1

De sidste ca. 20 år er forsøg med lokale pengesystemer, i såvel teori som i praksis, spiret frem også i den vestlige verden. De har navne som "LETS" (Local Exchange Trading Schemes/Systems), "Timedollars", "Ithaca hours", " Pen Exchange", "Help Care Credits" (Lietaer 1999:311). De nævnte lokalvalutaer fungerer forskelligt, men hensigten er overordnet set den samme: at understøtte en øget udveksling af ydelser mellem almindelige mennesker i et lokalområde, hvor den konventionelle valuta f.eks., kroner, dollars eller pund, haves i for ringe grad i forhold til ønsker og tilbud hos menneskene i området.
Systemerne kan eksemplificeres med LETS, da det er den mest udbredte alternative lokaløkonomi i dag. LETS blev opfundet af canadieren Michael Linton i 1983. Incitamentet var at han som sælger af genoptræningsudstyr, i et par år havde oplevet et dramatisk fald i salget. Han mente det til dels skyldtes at to store arbejdsudbydere i området i disse år forsvandt: en lokal lufthavn blev flyttet og et lokalt savværk nedlagt. Dette betød en dramatisk stigning i den lokale arbejdsløshed og en tilsvarende indskrænkning af pengemængden i lokalområdet. Man kunne kalde det et regionaløkonomisk kollaps (Pacione 1997:1179). Linton opfandt som modsvar hertil en lokal valuta der kun eksisterede som points i et skema på en computer. De medvirkende kunne nu udveksle ydelser uden penge. I stedet blev man trukket et antal point, hvis man modtog en ydelse, og tilsvarende blev et antal point lagt til, hvis man var den ydende. Sørgede den enkelte således for at "kredse om nullet" i skemaet, dvs. aldrig at have stort minus eller stort plus på kontoen, kunne der byttes uden brug af penge. Skemaet blev en succes, og efter 7 år deltog 600 i ordningen og der udveksledes for ca. 500.000 "point"- dollars pr. år, hvilket skønsmæssigt omregnet skulle svare til en omsætning på ca. 2 mill. canadiske dollars. (Pacione 1997: 1181). Siden er LETS blevet et varemærke for Michael Linton, og via firmaet "Landsman Community Services" har han opbygget en organisation der forsøger at udfylde rollen som overordnet vejleder for LETS-systemer verden over. Dette bl.a. ved udgivelse af en officiel manual2, og ved at have rettighederne til betegnelsen LETS (Kun de systemer der følger Lintons meget minutiøse opskrift må formelt set kalde sig for LETS) (Gran 1996: 7). Men med udbredelsen af LETS til mange andre lande, med andre politiske systemer, sociallove mv., er skemaet blevet tilpasset det enkelte lokalområdes givne forhold, samt specifikke ønsker, og ideologier. Det er derfor ikke afgørende hvorvidt det enkelte system er en rigtig LETS. Derimod er det vigtigt at forstå hvordan LETS, afarter af LETS, og andre tidligere nævnte lokale valutasystemer, skaber en anderledes udvekslingsstruktur end det konventionelle marked. At det så alligevel bliver LETS, på dansk ofte kaldet bytteringe, der kommer til at gå igen i undersøgelsen, handler, som tidligere omtalt, om at det er de mest udbredte, og at det er hvad de fleste sammenslutninger kalder deres system, om end der lokalt varieres betragteligt fra Lintons udgangspunkt.

Jeg vil i det følgende beskrive det forberedende arbejde med den del af Ph.d.-projektet der skal svare på spørgsmålet: Hvad er baggrunden for at forsøg med lokal valuta (local currency), er gået bemærkelsesværdigt dårligere i Danmark end i vore nabolande?

Det er svært at få et nøjagtigt billede af hvor mange LETS - og lignende systemer der er i landene Norge, Sverige, Tyskland, England og Danmark. Dette hænger sammen med at "skemaer" kommer og går. Nogle er der kun i meget kort tid. Nogen fødes som idéer, uden at der er tilstrækkelig opbakning i lokalbefolkningen. Men det har også noget at sige at langt den største del af de tilgængelige oplysninger om LETS findes på Internettet, og at der her, endnu ikke er en ordentlig kultur mht. formalia. Det er stadig kun et fåtal der anfører oprettelsesdato og dato for sidste opdatering på deres hjemmesider. Derfor er det til tider umuligt at vide hvornår en hjemmesides indhold er fra.3 Prøver man på trods af disse forhindringer at danne sig et billede af alternative valutasystemer i de pågældende lande, er der en tendens til at det er i Danmark at fænomenet er mindst udbredt:
I Storbritannien fungerer i øjeblikket ca. 400 skemaer med op imod 40.000 medlemmer. Det første skema startede i 1985 i Norfolk, men først i 1990erne, nærmere betegnet fra 1993 og frem, forøgedes antallet drastisk (Barry og Proops 2000: 6) . I Norge er der sandsynligvis et sted mellem 10 og 20 skemaer4, med et deltagerantal på helt op til 130 medlemmer i nogle systemer. I Sverige er der i dag sandsynligvis et sted mellem 20-25 fungerende bytteringe.5
Over for dette, er der i Danmark formelt set ingen LETS. Der findes lignende initiativer, men af langt mere uformel karakter, og med langt mindre gennemsigtighed i udvekslingen.
Det ældste system er "Time-puljen".6 Det blev startet i 1988 og dækker fortrinsvis et område der svarer til Ballerup og Herlev kommuner. Udgangspunktet er det samme som LETS, et skema, men i "Time-puljen" regnes der kun i timer. Således er der ikke forskel i det antal point der optjenes efter hvad man kan udføre. Alt arbejde anses for at være det samme værd. Der er ca. 40 medlemmer i "Time-puljen". Som i LETS, udgives der også her et skema, hvor folk kan skrive hvad de yder. Der tages udgangspunkt i begrebet "nabohjælp", dvs. det er en udvidelse og formalisering af vennetjenester. I skemaet er der poster som festhjælp, lektiehjælp, hundeluftning, cykellapning, rengøring, kørsel mv. Det er vigtigt for "Time-puljen" at det bliver, ved disse nære ting og dermed ikke bevæger sig ind på områder, hvor fagfolk vil føle sig trådt over tæerne. De har kontaktet Håndværksrådet og fået en umiddelbar mundtlig godkendelse af projektet. Endvidere har de kontaktet skattevæsenet der understreger at vennetjenester er skattepligtige, men at bytteordningen i "time-puljen" må siges at være under bagatelgrænsen.7 I det hele taget har ængstelse for hvad såvel skattemyndigheder, som hvad "det offentlige" mere generelt mener, været en styrende faktor i foreningen. Det gælder både skattemæssigt, og for dagpengemodtagere i forbindelse med en usikkerhed om hvornår man bliver trukket i dagpenge for udførelse af vennetjenester. Dette har bl.a. betydet at medlemmerne ikke ønsker den centrale registrering af timebytningen, som er et af kravene til en "rigtig" LETS (ifølge Linton). I "Time-puljen" er man bange for at blive kigget i kortene. Derfor fører hver enkelt person selv regnskab derhjemme. Regnskaberne indsendes dog, de fleste anonymt, til foreningens formand med det formål at få et indblik i hvor meget der byttes.8 Det der binder foreningen sammen, og gør at den nu har fungeret i 14 år, er således ikke disse formelle rammer, med skema, mulighed for at kigge hinanden i kortene mv., men at medlemmerne mødes ca. hver 2. måned, således at mere personlige relationer kan opstå og holdes ved lige. Det er disse personlige relationer der holder liv i bytteringen. Dette har også betydet at den gensidighed som er omdrejningspunktet for det officielle LETS system, her ikke mere er afgørende. Ældre medlemmer, der ikke længere kan yde så meget, kan pga. de personlige relationer "få lov til" at modtage langt mere end de giver. Man ønsker simpelthen at hjælpe hinanden, som man gør det i f.eks. en familie, eller i et nært naboskab, hvilket også var formålet med at "vennetjenesten" var et kodeord for igangsættelse af foretagendet.
Et andet tiltag er "Spiralhavens byttering".9 Denne startede i februar 1996 på initiativ af Liberalt Oplysningsforbund i Holbæk. Udgangspunktet var et forsøg på, ved hjælp af en lokal valuta, såkaldte "grønne janter", at give medlemmerne mulighed for at arbejde sig til at få del i afgrøderne fra urtehaven, "Spiralhaven". Arbejdede man en time i "Spiralhaven", fik man 70 grønne janter, som man efterfølgende kunne hente grønsager for. Dette udviklede sig til at også andre tilbud og ønsker blev sat i system ud fra grundidéerne i LETS, og der blev ansat en person i flexjob til at holde styr på transaktionerne medlemmerne i mellem. Men medlemmerne var usikre på myndighedernes reaktion. Især de der var på overførselsindkomst var bange for at blive trukket i kontanthjælp eller understøttelse. Lederen skrev derfor et brev til byrådet, en forespørgsel om muligheden for en bagatelgrænse på en indkomst i bytteringen der svarede til ca. 40.000 kr., således at det medlemmerne udvekslede under dette beløb ikke blev modregnet i evt. offentlige ydelser. Byrådet skrev tilbage at de var positivt indstillede over for idéen, men at det ikke var muligt for dem at give en sådan tilladelse, det hørte under socialministeriet. Derfor skrev lederen til daværende socialminister Karen Jespersen med samme forslag. Også socialministeren var positivt indstillet over for idéen, men den konkrete forespørgsel kunne hun ikke give tilladelse til, det ville kræve en lovændring. I stedet henviste hun til at det (på dette tidspunkt) var muligt at tjene 2.000 kr. om måneden uden at dette blev modregnet i kontanthjælp. Disse svar beroligede medlemmerne, og aktiviteterne fortsatte, med central registrering, ca. 80-100 medlemmer, og et stort antal tilbud i skemaet. Men forholdsvis kort efter vedtog folketinget en stramning af sociallovgivningen, der medførte at alt arbejde foretaget af kontanthjælpsmodtagere, skulle modregnes i kontanthjælpen. Dette medførte at medlemmerne ikke længere turde være en del af det formelle system. Lidt efter lidt opdagede administratoren at der foregik langt mere uden for skemaet end i det. Medlemmerne benyttede sig blot af den viden skemaet gav om hvem de skulle gå til med deres ønske. Derfor findes der i dag ingen officiel byttering, men et løst forbundet netværk af mennesker der gensidigt yder vennetjenester. På Liberalt Oplysningsforbund findes en opsalgstavle, hvor medlemmer kan se hvad der tilbydes. Det er faktisk nok til at holde en udveksling i gang.
En tredje forening, "Paradisco byttering" på Vesterbro i København, har haft et forløb der svarer til "Spiralhavens byttering".10
Ud over de her nævnte, mente Eva Winther Høier, fra "Time-puljen", at der i ældresagen er initiativer i gang. Men det har jeg ikke fået bekræftet. Endvidere fortalte hun, at de i "Time-puljen" havde haft flere henvendelser fra kommuner, der ønskede noget lignende etableret hos dem. Og deres egen kommune, Herlev, har tilbudt at støtte økonomisk, noget de i "Timepuljen" dog har afslået, netop af angst for styring udefra.

Således tyder noget på at der i Danmark er en lidt ambivalent holdning fra de offentlige myndigheders side i forhold til initiativer af denne type: Man ønsker initiativer der skaber forøget kontakt blandt borgerne, større hjælpsomhed mv., det man kalder civilsamfundsbaserede initiativer, men det skal være af helt uformel karakter. Det må på ingen måde kunne forveksles med lønarbejde.
Dette står i modsætning til, f.eks. visse engelske tiltag hvor offentlige myndigheder aktivt har støttet op om LETS, både økonomisk og moralsk (Pacione 1997: 1193 bl.a. og North 2000). I Sverige og Norge er der, som i Danmark, pligt til at opgive alt, men alligevel er bytteringe dér mere synlige og der er flere af dem. Omvendt kan der peges på at der åbenbart ikke skal ret meget organisation til, for at holde gang i udveksling baseret på en udvidet vennetjenesteordning. Da bliver det dog den sociale interaktion der holder det kørende, mere end den lokale valuta. En sådan helt uformel udveksling mangler også den gennemsigtighed, der netop skulle åbne for at idéen om bytteringe, kunne blive et supplement til den konventionelle økonomiske udveksling. Det kræver nemlig at myndighederne har mulighed for at tjekke hvad der foregår, at evt. skat kan blive betalt (eller under ordnede forhold, dispenseret for). Tiltag af denne karakter er set i Storbritannien, hvor også debatten om, og udforskningen af, mulighederne vedrørende lokal valuta har været omfattende (Barry og Proops 2000: 8-).
Den forskning i LETS i udlandet, som skal være lavet for at en komparativ analyse er mulig, er således tilgængelig for Storbritanniens vedkommende. Også Norge har nogle bud (Gran 97). For hvad gælder Sverige og Tyskland, har jeg endnu ikke undersøgt området tilstrækkeligt til at kunne udtale mig.
Jeg vil i det følgende give en kort gennemgang af den engelske forskning, med udgangspunkt i det bedste af det jeg indtil nu har gennemlæst.
En del af forskningen har været præget af mere begrænsede studier foretaget af en enkelt forsker. Typisk er der taget udgangspunkt i en enkelt LETS, eller der sammenlignes ud fra en undersøgelse af et par stykker. Michael Pacione har sammenlignet 2 LETS i Skotland, én der fungerer godt, og en der fungerer dårligt. Dette for lokalt at undersøge hvad der skal til for at få en LETS til at fungere. Konklusionen er, at det er svært, hvis ikke der er forholdsvis mange ressourcer blandt de involverede i forvejen, når man starter op. Dermed bliver problemet at få LETS til at virke integrerende for marginaliserede grupper (Pacione 97).
Peter North har forsket i LETS i flere år: Hans seneste artikel (North 2000) tager udgangspunkt i offentlige myndigheders dilemma i Storbritannien, vedrørende hvor meget, og hvordan man kan støtte LETS, uden at undergrave den formelle økonomi. Konklusionen er at myndighederne i for udpræget grad tager udgangspunkt i at de og LETS-systemerne vil det samme, og derfor overser at et vigtigt omdrejningspunkt for LETS-foreningen netop er at skabe et alternativ til den konventionelle måde at løse problemer på. Den ideologiske konflikt ignoreres, eller bliver overset, til fordel for en politik der udelukkende ser LETS som en praktisk måde at skabe hjælp til selvhjælp på, styret fra oven.
Den hidtil største komparative undersøgelse er ganske ny. Projektet11 er et samarbejde mellem geografer fra 4 forskellige universiteter i England. Undersøgelsen består af i hvert fald 3 LETS i England. En del af undersøgelsen har været feltstudier af op til et halvt års varighed, hvor forskeren har været i tæt kontakt med LETS-gruppen, såvel gennem samtaler, som ved observation af møder mv. Samlet, forløb undersøgelsen over ca. 2½ år. Af interessante iagttagelser12 kan nævnes at de LETS der ikke bruger timer som en fast afregningsfaktor (hvor alles arbejde er lige meget værd uanset hvilken uddannelse man har, og hvad man skal yde), har en tendens til at lægge sig meget tæt op ad en mere konventionel markedsøkonomi, hvor det er forhandlingstalent samt formelle kvalifikationer der bestemmer prisen.13

Ved udarbejdelsen af den konkrete undersøgelse af de danske "bytteringe" vil der blive kigget nøje efter hvordan undersøgelser er blevet designet i udlandet. Dette for at få inspiration og for forhåbentligt at undgå at gentage fejl, der allerede er "opdaget" af andre. En tilstræbt lighed med andre undersøgelser er også vigtig for at den senere komparative analyse bliver mulig. De fleste andre forskere af LETS har indsamlet empirien ud fra både kvalitative og kvantitative analysemetoder. Endvidere har nogle inddraget decideret feltarbejde. Som udgangspunkt vil intet derfor være udelukket i designet af den danske undersøgelse. Der vil både kunne laves spørgeskemaer, der udsendes til alle involverede; der vil kunne laves dybdegående interviews med centrale personer, eller tilfældigt udvalgte; og der vil kunne laves forskellige former for deltager-observation, hvor jeg sidder med ved møder, er med når medlemmer konkret hjælper hinanden mv.
Det endelige design vil blive bestemt efter yderligere kontakt med de bytteringe som allerede nu har været åbne over for en undersøgelse af deres virke, samt når jeg har fuldt overblik over de udenlandske undersøgelser.

Med hensyn til den mere teoretisk orienterede del, er det mit håb at fortsætte de studier i økonomisk antropologi, som startede under udarbejdelsen af mit speciale om "Gaveøkonomi" (se bilag 4). Her gav netop den økonomiske antropologi mulighed for en anderledes platform, hvorfra verden kan iagttages. At skabe grundlag for sådanne "platforme" er for mig at se en af de vigtigste opgaver at varetage for økonomisk antropologi. Her kan der stadig tages udgangspunkt i fremmede folkeslags anderledes økonomiske systemer, i forsøget på at blive klogere på eventuelle skadevirkninger ved vores eget; der kan stadig hentes udbytte hos klassikere som Torstein Veblen og Georg Simmel; og hos outsidere som Ludwig von Mises (1881-1973)14 og Silvio Gesell.15 Men også i dag er der forskere med antropologisk udgangspunkt der tager den økonomiske vinkel under behandling.16
Den teoretiske opgave vil for mig blive, både via den empiriske materiale-indsamling, samt via en konsultation med teoretisk/filosofiske skrifter, at forsøge selv at bidrage til en fortsat teoriudvikling på denne front.

Litteratur.