Mangel på arbejdskraft, overgangsydelse og uformelt arbejde

Udgangspunktet for netop denne indfaldsvinkel er et ønske om at fremdrage nogle nye værktøjer til løsningen af det paradoks, at der er stadigt flere mennesker der er varigt uden for arbejdsmarkedet, på forskellige overførselsindkomster, samtidig med at det er problematisk at skaffe mennesker til helt basale pleje- og omsorgsopgaver.

Ifølge CASA's nye udgave af "Social Årsrapport", er det, på trods af økonomisk højkonjunktur, ikke lykkedes den nu forhenværende regering at stoppe stigningen i antallet af mennesker der befinder sig uden for arbejdsmarkedet.1 Ifølge Finansministeriets egne tal steg antallet af mennesker på enten kontanthjælp, sygedagpenge, revalidering, førtidspension, overgangsydelse eller efterløn fra 471.000 i 1990 til 589.000 i 1999. Det svarer til en stigning på over 13.000 pr. år i gennemsnit. Til sammenligning var stigningen fra 1980-90 på i snit 4000 om året.2
Samtidig står et stort antal pladser tomme på flere af landets social- og sundhedsskoler. De studerende dér, mener det bl.a. har at gøre med at mange, især unge, ser ned på dette arbejde.3 Måske handler det også om at det meget store antal middelaldrene kvinder der i starten af de nye social- og sundhedsuddannelsers levetid, blev omskolet og revalideret til dette fag, nu er for nedadgående, så der må flere unge til. Da giver det ekstra problemer hvis nye generationer ikke vil lave dette arbejde.
Også de økonomiske vismænd peger, i deres netop offentliggjorte halvårsrapport, på at der inden for de næste 10 år skal findes 100.000 par ledige hænder, særligt til social- og sundhedsarbejdet, hvis behovet for bl.a. omsorg skal dækkes.4
Den konventionelle måde at løse paradokset: stadigt stigende antal borgere på varigt offentlig forsørgelse, stadig større mangel på, nu også lavtuddannet, arbejdskraft, er en videreudvikling af den tidligere regerings "workfare-politik":5 De økonomiske vismænd råder til: at nedsætte skat på de laveste indkomster; at hæve grænsen for hvornår der skal betales topskat; at hæve topskatten.6 Dette vil skabe incitament til at arbejde, for de nu offentligt forsørgede, og til at arbejde mere, for den allerede hårdtarbejdende middelklasse. Endvidere mener vismændene at den planlagte 1 års barselsorlov skal droppes og at det ikke længere skal være muligt at gå på efterløn som 60-61-årig.7 Derved udvides gruppen der står til rådighed for arbejdsmarkedet betragteligt.
Problemerne ved sådan et løsningsforslag er for det første, at den hidtidige workfare-politik: med bl.a. fjernelse af overgangsydelse og gennemgribende aktiveringsreformer for arbejdsløse og bistandsklienter, på trods af at flere er kommet i arbejde, ikke har fået antallet af varigt offentligt forsørgede til at falde. Endvidere er det, i hvert fald i dele af befolkningen, meget populære ordninger som skal fjernes (f.eks. efterløn). Derfor vil der, i store dele af befolkningen, være en uvilje mod at deltage i at sådanne tiltag kan føres ud i livet.

Af denne grund er det nødvendigt også at søge andre muligheder for fjernelse af paradokset: for mange offentlige forsørgede, mangel på arbejdskraft. Tages der udgangspunkt i folkets umiddelbare ønsker, har mange mennesker i Danmark jo netop gerne villet træde tidligt ud af arbejdsmarkedet. Dette ses af efterlønnens store popularitet, men også søgningen til overgangsydelses-ordningen skaber grobund for denne antagelse: I de 4 år den blev tilbudt, overgik små 50.000 til overgangsydelsen.8
Endvidere har undersøgelser vist at en relativ stor gruppe udenfor arbejdsmarkedet i midten af 1990'erne var godt tilfredse med deres livssituation, og på ingen måde var hverken politisk eller socialt marginaliserede, selvom de var uden almindeligt lønarbejde.9

Får alle disse mennesker deres vilje, er de til gengæld savnet på arbejdsmarkedet, og en stor gruppe pleje- og omsorgskrævende vil ikke kunne blive passet ordentligt. Dette er et problem, men måske er der en anden løsning på det, end den konventionelt tænkte incitamentsfremmende, som blev nævnt ovenfor. Der kunne tages udgangspunkt i netop de mennesker som træder ud af arbejdsmarkedet som et potentiale, hvis omfang ikke kendes i dag. Det kræver: 1. En større viden om det samfundsnyttige arbejde mennesker på offentlig forsørgelse udfører, og 2. en åbenhed over for andre måder at få vigtige arbejdsopgaver ført ud i livet på, end ved konventionelt tænkt lønarbejde. F.eks. ved en understøttelse af alt det der normalt hører ind under det der kaldes "det uformelle arbejde" (f.eks. børnepasning, frivilligt arbejde i lokalsamfundet, politisk arbejde, husarbejde mm.).
Derfor er disse 2 indfaldsvinkler omdrejningspunkt for dette ph.d.-projekt. Der tages her udgangspunkt i at mennesker på overførselsindkomst generelt set, også i arbejdsmæssig forstand, er langt mere aktive end det normalt antages. Men det kræver en undersøgelse at få større viden herom, da denne vinkel er dårlig belyst i Danmark.

Der har været stor fokus på det der kaldes "frivilligt socialt arbejde", hvor mennesker under institutionaliserede former gør en indsats, særligt i sammenhænge hvor de selv har haft det svært, og hvor de derfor føler at de må "gøre noget", "udrette noget". Det gælder både lønarbejdere, arbejdsløse, pensionister m. fl. Som navnet antyder handler det om sociale aspekter, og derfor bliver arbejdsindholdet ofte støtte af den ene eller anden form, til mennesker med problemer.10
Der er endvidere god viden om det betalte uformelle arbejde: "Det sorte arbejde". Her har fokus naturligt været at undgå arbejde af denne karakter11 , og derfor er denne forskning kun anvendelig som en indikation af at der arbejdes meget uden for det formelle arbejdsmarked, samt at det præges af de grupper der også arbejder på det formelle arbejdsmarked. Men til indsigt i det ikke betalte uformelle arbejde er det selvsagt ikke til stor hjælp.

Men hvad med det arbejde der gøres uden for institutionelle rammer og uden direkte betaling? Mon ikke der bliver udført mindst lige så meget arbejde, selvorganiseret, af fok uden lønarbejde? For at få besvaret disse spørgsmål, må der indsamles viden om hvad mennesker på f.eks. efterløn og overgangsydelse laver. For den viden er ikke så stor.
Jeg har søgt efter undersøgelser omhandlende mennesker på overgangsydelse, men uden held. Jeg har heller ikke kunne finde undersøgelser omhandlende hvad mennesker uden for arbejdsmarkedet laver af samfundsnyttig aktivitet. Det handler i stedet oftest om deres sociale (ofte dårlige) situation mv.12
En undersøgelse af offentligt forsørgedes egne aktiviteter er derfor det ene formål med det her opridsede projekt. Jeg kunne forestille mig at tage udgangspunkt i overgangsydelsen, fordi det inden for ganske få år ikke vil være muligt at få noget at vide om disse menneskers gøren og laden.13 Og viser det sig, imod forventning, at mennesker på overgangsydelse laver meget lidt samfundsnyttigt arbejde, måske pga. sygdom e.l., vil en empirisk indsamling af data alligevel være til nytte for eftertiden.

Den empiriske undersøgelse af hvad mennesker på overgangsydelses rent faktisk går og laver og hvorfor, samt disse aktiviteters forankring i samfundet, vil, som tidligere omtalt, blive suppleret med en mere teoretisk udforskning af selve arbejdsbegrebet. Dette er nødvendigt, fordi det at forstå det uformelle arbejde som et muligt supplement til det formelle ditto, ikke kan gøres uden at man opløser det gammelkendte arbejdsbegreb, og lader helt andre forståelser af hvad det vil sige at arbejde, hvad løn er osv., komme i spil. Én måde at arbejde på, uden for arbejdsmarkedet, som kun er lidt kendt herhjemme, men udbredt i lande som England og Canada, er at systematisere udveksling af uformelt arbejde vha. f.eks.: "Local Currencies". Her tager man udgangspunkt i en anden måde at udveksle goder på end den der er fremherskende på arbejdsmarkedet. Via et pointsystem bytter man ydelser i lokalområdet af forskellig karakter, fra kagebagning over græsslåning til babysitting.
Det vil også være muligt at hente inspiration fra den megen diskussion om, og forskning i, hvad det vil sige at arbejde, for særligt den efterhånden store gruppe højt uddannede der har stor selvbestemmelse arbejdsmæssigt, og en høj grad af fleksibilitet i forhold til hvornår og hvor de skal arbejde. De nye kommunikationsteknologier giver mulighed for at arbejde når som helst og hvor som helst, hvilket er med til at ophæve skellet mellem arbejde og fritid. Dette omdefinerer hvad det er der får den enkelte til at arbejde: fra at give sin tid og sine ressourcer, i et på forhånd aftalt tidsrum, ved udførelse af et på forhånd aftalt stykke arbejde, til nu at give noget så ubestemmeligt som engagement, kreativitet mv., i en ikke fastlagt mængde, men med løbende evaluering.

Sidst men ikke mindst vil jeg skæve til forskere der teoretisk-filosofisk har gjort sig tanker om nye muligheder for at forstå arbejdsbegrebet. Ole Thyssen har tilbage fra 1980'erne, med sin involvering i borgerløns-diskussionen, og til i dag givet flere tankevækkende indfaldsvinkler, til forståelsen af arbejde, hvor meget der behøves lavet og hvorfor.15
I det hele taget vil de teorier der er udviklet i forbindelse med perspektiverne i, og problemerne ved, borgerløn, være et muligt udgangspunkt for en teoretisk videreudvikling af arbejdsbegrebet. Erik Christensen inddrager, i sin undersøgelse af borgerløn som politisk idé16 en række spændende teoretikere (Jürgen Habermas, Claus Offe, Bill Jordan, Nancy Fraser, Herman Daly og Samuel Brittan) som også kommer ind på arbejdsbegrebet.

Mht. indsamling af empirien, vil der som sådan være brug for både kvalitative som kvantitative metoder, men om begge vinkler vil kunne nås er usikkert. Skal én vælges, kunne jeg forestille mig, f.eks. at benytte den del af den kvalitative metode som arbejder med "fortællingen" som omdrejningspunkt. Jeg har tidligere arbejdet med "fortællingen" som udgangspunkt for at opnå ny viden om en given situation.17 Inden for den retning af organisationsteorien der betegnes "Bottom up", er udviklet flere bud på hvorfor det kan være en idé at tage udgangspunkt i individets forståelse af en given situation. F.eks. den retning der arbejder med hermeneutisk socialkonstruktivisme og narrativitet kunne danne teoretisk grundlag for min undersøgelse.18

Det er overordnet mit håb at de to tilgange: den teoretisk-filosofiske samfundstænkning, og den personlige beretning om ubetalte arbejdsformer på det uformelle arbejdsmarked, ved en sammensmeltning, vil kunne virke befordrende for at nye tanker kan tænkes om paradokset: mangel på arbejdskraft, stigende antal offentligt forsørgede.
Dette at skabe fundament for et anderledes perspektiv på et givet problem, en situation eller et historisk begreb, har i mine tidligere studier været det vigtigste rationale. Først med en sådan anderledes platform får nye tanker for alvor lov til at spire, fordi båndene til gammelkendte løsningsstrukturer kappes. Det var også hovedidéen i mit speciale "Gaveøkonomi - et nyt perspektiv på udveksling over Internettet (vedlagt som bilag). Her blev taget udgangspunkt i, at nogle mennesker rent faktisk udvekslede på en ny måde igennem det nye medie. Dette blev brugt til, teoretisk vha. begrebet gaveøkonomi, at videreudvikle tanker om hvad udveksling er og hvordan det kan have andre former end de kendte.
På samme måde er det hensigten i herværende projekt, via et udgangspunkt i menneskers faktisk gøremål, at danne en platform for andre måder at forstå arbejdsbegrebet på.